Så går det løs
Grønland spiller åbningskampen ved de Pan Amerikanske mesterskaber i håndbold mod Brasilien i eftermiddag
Det er stilhed før stormen. Det grønlandske herrelandshold har haft sin sidste træning forud for sin første kamp - som spilles i eftermiddag klokken 15.30 grønlandsk tid. Spillerne har sommerfugle i maven - alle er opsatte på - at yde det maksimale mod Brasilien.
- Vi har haft en god træningssamling i Frankrig og Danmark - og har vundet to af fem kampe. Spillerne føler selv, at de har ydet det de kunne til træning - men om det er nok til en sejr over Brasilien er nok mere tvivlsomt, siger landstræner Jakob Andreasen.
- Vi vil dog spille for så godt et resultat som muligt - og så håbe på - at vi kan få så meget selvtillid til de to næste kampe, at vi kan komme med nogle overraskende resultater. Vi har mødt Cuba's spillere - og de er alle fysisk stærkere end vores. Stort set alle deres spillere er store muskelbundter - og så har de en højde på næsten to meter.
Delegationsleder Kurt Lauritsen blev på det tekniske mode forud for mesterskaberne udpeget til disciplinær-kommiteen - og det er den førte opgave nogensinde for en grønlandsk leder, at Grønland får et medlem med i et udvalg i den Pan Amerikanske zone.
En dårlig generalprøve…

Det grønlandske herrelandshold i håndbold tabte sin sidste testkamp til et forstærket Dalby mandskab
Idrætshallen i Dalby var fyldt til bristepunktet. Stemningen var i top - da det grønlandske herrelandshold spillede sin sidste testkamp før afrejsen til Chile. Dalby - der til daglig spiller i den danske 3. division - havde forstærket sit hold med fem spillere - der alle spiller i enten HåndboldLIgaen eller 1. division.
Dalby var således forstærket med Matthias Olsson, TMS Ringsted, Danni Jørgensen, Mikkel Bagger, Lasse Vinding, alle fra Ajax samt Kim Johannesen fra Viborg.
Grønland startede godt - med gode momemter i både angreb og forsvar. Veteranen Jakob Larsen spillede kun med i 10 minutter før han røg ind i en skade. Der er problemer med hælen - og hans muligheder for at blive »fit for fight« til de Pan Amerikanske mesterskaber er meget små.
Johannes Groth afløste Jakob Larsen og spillede en stor kamp - da muligheden bød sig. Hele første halvleg haltede Grønland efter Dalby - som kunne gå til pausen med en føring på 16-13.
I anden halvleg lykkedes det Grønland at kæmpe sig tilbage i kampen - og midtvejs i halvlegen lykkedes det at få udlignet til 23-23. Derefter trak Dalby fra igen - og de endte med at vinde kampen med 33-28.
Stor indsats af Johannes Groth - godkendt var også Aqqaluk Sørensen, Rasmus Larsen, Minik Dahl Høegh, Angutimmarik Kreutzmann, og Hans Peter Motzfeldt.
Torsdag eftermiddag flyver det grønlandske landshold til Chile - hvor der bliver mulighed for flere træningskampe inden det går løs den 22. juni.
Kampens målscorere:
Grønland: Aqqaluk Sørensen og Minik Dahl Høegh hver 5, Johannes Groth 4, Rasmus Larsen og Angutimmarik Kreutzmann hver 3, Miki Heilmann, Erik Motzfeldt, og Hans Peter Motzfeldt hver 2, Jakob Larsen og Miilu Rosing hver 1.
Dalby: Anders Porsborg 7, Kim Johannesen og Mikkel Bagger hver 5, Christian Færgegaard og Lars Pedersen hver 4, Kim Pedersen 3, Lasse Vinding 2, Henrik Overby, Mads Bagger og Danni Jørgensen hver 1.
PÅ billedet ses Angutimmarik Kreutzmann i et skudforsøg. Bemærk de mange tilskuere. Foto: John Jakobsen